Årets gang
Sådan blomstrer vores blomster og planter

April:

Den Dansk/engelske have: Foråret starter med alle former for løg- og stenhøjsplanter bl.a. narcisser, violer og anemoner og der er sat stedmor i flere bede. Alt efter vejret i april blomstrer der også tulipaner.

Den Japanske have: Om foråret blomstrer kirsebærtræerne og de skønne, store magnolietræer fyldt med flotte hvide, rosa og lilla blomster, de tidlige rhododendron og azalieaer.

Præriehaven: Haven bliver klippet helt ned i begyndelsen af foråret, og i april er det stort set kun jord og ganske lidt plantevækst, der titter frem.

Maj:

Den Dansk/engelske have: I det meste af maj blomstrer der tulipaner, rhododendron og de smukke allium. Når nattefrosten er ovre og tulipanerne er faldet, erstattes de med sommerblomster. Sidst i maj starter stauderne, blomstrende buske og bl.a. paradisæble også deres blomstringstid.

Den Japanske have: Her blomstrer rhododendron og azalea. Azalea bliver i Japan formklippet som bjerge, så de falder ind i naturen sammen med sten og træer. I midten af maj starter blomstringen af japanernes hellige blomst “træpæonen”, som er stor og skøn. Den enkelte blomst har en kort blomstring.

Præriehaven: Stauderne har groet sig lidt større, men dækker stadig ikke jorden, og det er kun allium, som blomstrer. Fra sidst i maj blomstrer den smukke Camassia cusiekii med de høje blålilla aks spredt ud over hele Præriehaven.

Juni:

Den Dansk/engelske have: Her blomstrer liljer, sommerblomster, pæoner og de tidlige roser, hvor du både kan opleve busk-, klatre- og mange storhovede Austin roser. De fleste roser er remonterende, så de blomstrer helt hen i oktober.

Den Japanske have: De sene træpæoner blomstrer i starten af juni, og i denne måned blomstrer også iris langs søkanten imellem stenene og åkanderne i de japanske søer. Kornus kausa træet er endnu et højdepunkt i haverne i slutningen af juni, de har en sky af specielle blomster med kun fire kronblade og en lille kugle i midten, som en “tennisbold”.

Præriehaven: Først i begyndelseni af juni begynder Præriehaven at ligne noget. Den bliver som ved et trylleslag forvandlet til en tæt staude- og blomsterpragt.

Juli:

Den Dansk/engelske have: Her er haven frodigst – med hundredevis af roser, sommerblomster, stauder, græsser; georginer/dahliaer begynder deres farvestrålende blomstring. Her starter også de mange varianter af solhat med at blomstre.

Den Japanske have: I disse måneder er der fokus på de klippede buske og træer og hele designet i de japanske haver, der gør dem så smukke og æstetiske. Her er ingen blomstring.

Præriehaven: I juli er haven for alvor smuk, helt tæt og med utallige farvestrålende sorter af solhat og kæmpe Scarbiosa på over 2 meter, som står med gule blomster højt hævet over jorden, sammen med skælhoved, kæmpe Veronica, gule staudesolsikker og jernurten med sin smukke spir i rosa og blåt.

August:

Den Dansk/engelske have: Sidst på sommeren er det de farvestrålende dahlia/georginer, sommerfuglebuske, floks, solhatte, montbresia, der danner et stort farvetæppe, som fortsætter ind i september

Præriehaven: Haven har sit højdepunkt i august, her blomstrer asters og solhatten står stadig smukt!

September:

Den Dansk/engelske have: I september er det dahlia/georginerne, som sætter sit farvepræg på haven, og der blomstrer også de remonterende roser. De mange græsser har vokset sig store og prægtige og med smukke,vejende aks.

Præriehaven: Mange af stauderne og græsserne er kæmpe høje i september, og gangene er nærmest blevet tunneler.

Oktober:

Den Dansk/engelske have: Når bladene på træer og buske begynder at gå over i de gyldne og røde nuancer, er haven også utrolig smuk – dahlia/geoginerne blomstrer, lige til den første nattefrost beskadiger deres vandholdige stilke.

Den Japanske have: Det hele slutter med de gyldne efterårsfarver, der også er en stor højtid i Japan. Her er især Kornus kausaens flotte røde bær i øjenfaldende samt Compactus benveds ildrøde blade og ahornens gule blade.

Præriehaven: Selv her allersidst på året er haven smuk i brune og beige farver med høje frøstande og græsser, der svajer i vinden. De fleste af disse planter skaber nogle flotte frøstande, der gør haven smuk helt hen til november/december.