Mød dyrene på Birkegården
Dyrepark / Dyregård på Sjælland

Buster

Buster er et langhåret æsel. Et rigtig nusse-æsel med charme og lækkert hår. Han taber først sin lange pels sidst på sommeren. Buster ved hvad han vil og kan også godt lide at bestemme. Buster er lidt blevet vores “maskot”, for børnene elsker ham.

Dario

Dario er et brunt æsel. Det sker han bliver forvekslet med en hest, det bliver han meget ked af. Han er ikke lige så social som Buster, han har det fint med at holde sig lidt i baggrunden. Dario er fem år ældre end Buster.

Jane

Jane, opkaldt efter Tarzans kone, er et dådyr. Jane er meget tam og du kan sagtens håndfodre og klappe hende. Hun har det bedst med rolige bevægelser og hun kan ikke lide at man tager om hendes hals.

Ronja og Linse

Ronja og Linse er kunekune grise. Det er en New Zealandsk svinerace. Kunekune betyder tyk og rund. De bliver lidt større end minigrise. Men i forhold til minigrise, er de tamme af natur, godmodige, glade og opsøgende. 

Dea, Mads/Mikkel

Dea er et gotlænder får. Hun flyttede ind på Birkegården i april 2021. Hun er mor til Kalle samt Mads og Mikkel. Dea er stille og rolig – kommer for det meste, når der deles godbidder ud, men er ikke anmassende. Mads og Mikkel er ikke så tamme endnu.

Kalle

Kalle blev født på Birkegården i foråret 2021. (Mor Dea). Kalle er også ægte gotlænder – og han er nusse tam. Men ikke så meget som fx Cameroun fåret Sofie.

Musse

Musse er en blanding af gotlænder og cameroun. Han er lidt tilbageholden. Musse er 1/4 gotlænder og 3/4 cameroun, og Villy er faderen. Da Musse er en blanding, skal han desværre klippes.

Zina, Sofie og Willy

Zina og Willy er forældre til lille Sofie. De elsker godbidder. Af natur er Camerounfårene sky, den mindste bevægelse får en “flok” til at ændre retning, som en flok fugle på himlen. Camerounfårene stammer fra Afrika – racen skal ikke klippes, de fælder selv!

Krista

Krista er en dværgged. Hun er født på Birkegården i 2016. I 2019 fik Krista Willads, og i år (2022) har hun fået to søde kid. Vilma (grå) og lille William. Som er et lille udbryder kid. Vi har prøvet at holde ham inde i folden, men har opgivet. Han er super tam.

Amalie og

Mulle er også dværgged. Mulle er en “bestemmer-ged”. Hun er den der styrer flokken, men hun er også meget kælen, og elsker alt få kløet sin tykke mave. I 2019 fik hun hele tre kid; Thorbjørn, Amalie og Sara – de er alle tre meget tamme og nogle små labaner.

Emil

Emil havde en meget svær start på livet med mange besøg fra dyrlægen og forben, der ikke ville fungere, men han har været stærk. I dag render han og slår numsen i vejret, som de andre geder, og er blevet blandt vores største dværggeder.

Kaninerne

I det store kaninbur bor der mini lop kaniner. De fleste er meget tamme og glade for at blive nusset, men ikke for at blive jagtet rundt i buret. Vi har næsten altid kaninunger til salg for 300 kr. for hunner og 200 kr. for hanner – vil du videre mere, kan du ringe til Finn på 20 98 90 33. 

Trylleduerne

Trylleduer er den slags duer, som tryllekunstnere bruger i deres show. De bor sammen med kaninerne i det store kaninbur. De er ikke særlig bange af natur, og hvis du er rolig og forsigtig, kan du kæle med dem.

Orpington

Orpington er en meget stor hønserace, de er heldigvis også meget godmodige og rolige – og går derfor frit rundt mellem vores små og store gæster.

Millefleur

Millefleur hønsene er sjove at se på med deres fjerbeklædte fødder. De bor i et hønsehus sammen med højstjerter (dueart) på Gårdlegepladsen. De går frit rundt ude som inde, så vær sød ikke at lukke ind til hønsegården.

Højstjerterne

Højstjerter, en smuk duerace med en flot vifteformet hale. Vi har flest helt hvide, men de findes også med sort/grå hale. Højstjerterne bor i dueslaget i Den dansk/engelske Have og i hønsehuset ved Gårdlegepladsen. 

Undulaterne

Undulaterne bor sammen med vagtlerne i et bur på gårdspladsen ved stuehuset. Selvom undulaterne er vant til varme himmelstrøg, så har de vænnet sig til at være ude hele året. Om vinteren bliver der sat gennemsigtige plader og isolering på buret. Undulaten er en lille papegøje, der stammer fra Australien.

Sumpskildpadder

I den store sø i Den dansk/engelske have – bor der 2-3 skildpadder. Nogle skildpadder vandrer – men en fast beboer er denne sumpskildpadde, som engang boede i et lille akvarium; nu har den en stor sø som sit hjem. De er kødædende – så pas på de små fingre!

Guldfisk

Søen i Den dansk/engelske have er fyldt med guldfisk og her er også græskarper (store og brune). Fiskene er vant til at blive fodret fra broen, så de opholder sig ofte i nærheden af broen og smides der brød eller fiskefoder ud, kommer de i stort antal! På de fleste hverdage er der fodring af fiskene kl. 11.50 – ellers kan fiskefoder købes i butikken.