Hver måned er en ny oplevelse i Birkegårdens Haver!
Den Dansk/engelske have
Den dansk/engelske have er på 7.000 m2. Blomsterpragten starter i april med tusindvis af løgplanter og fortsætter gennem hele sommeren med en farvepalet af alle slags spændende blomster i sirlige farveopdelinger. Her er sjældne træer, buske, roser, stauder og klatreplanter.
Den Japanske have
Den japanske have er Danmarks største, og den består af fem haveafsnit: Vandrehaven med to søer og mange symbolske detaljer. Meditationshaven til fordybelse. Den elegant Murhave. Stenhaven med bjerglandskaber og søer lavet i sten samt Sandhaven, som er japanernes “almindelige” have.
Præriehaven
Præriehaven er en overdådig staudehave, som blomstrer fra midt juni med elegante græsser og et væld af prægtige stauder.
Om foråret er alle stauderne klippet helt ned, men pludselig i juni er haven forandret og i august er de fleste stauder og græsser 2 meter høje.
Klosterhaven
Klosterhaven er for dig, der er interesseret i krydderurter og lægeurter. Her er der 16 højbede fyldt med urter og med et romantisk springvand i midten. De forskellige højbede har information (på dansk) om urternes anvendelse i middelalderen og i dag.
Permahaven
Permahaven er en selvforsyningshave, hvor der dyrkes frugt og grønt ud fra permakulturprincipperne. Permakultur betyder vedvarende kultur og er et designsystem, der bygger på; omsorg for naturen, omsorg for menneskene og fair fordeling af ressourcerne.
Egeskoven
Egeskoven er 8.000 m2 fredfyldt natur, der er forskønnet med bregner og enkelte rododendron. Skoven blev plantet i 1998 for at give læ til haverne. I dag er træerne høje, og det er skønt at gå en tur i den “næsten uberørte skov” – specielt på en varm sommerdag.