Præriehaven

Blomstrer en prærie?

Det gør den i Birkegårdens Haver! Præriehaven er en staudehave, der bugner overdådigt fra juni. Så husk at tage turen til den anden side af parkeringspladsen til en sjældent smuk have.

Oprindelse

Præriehaven blev anlagt i 2007 med udsigt over markerne og landskabet, så du får følelsen af store vidder og horisont ligesom på en rigtig prærie. Den er anlagt med brede gange, som fører dig op på en lille høj, hvor du kan sidde og nyde synet ud over “sletten”.

Præriehaven er designet af planteekspert Finn Bruun, der har beplantet haven med både kendte og meget sjældne tørketålende stauder. 

Plantevækst

I Præriehaven er der mange forskellige stauder – plantet i grupper og i de skønneste farver. Echinacea, bedre kendt som solhat, er i mange og sjældne sorter. Her er også staudehirse med mørke bordeaux blade, hestemynte, indianermynte i blåt og hvidt, kvæsurt, elefantgræsser, blåtop, asters i smukke farver og mange flere.