Mød dyrene på Birkegården
Dyrepark / Dyregård på Sjælland

Buster

Buster er et langhåret æsel. Et rigtig nusse-æsel med charme og lækkert hår. Han taber først sin lange pels sidst på sommeren. Buster ved hvad han vil og kan også godt lide at bestemme, men han er overhalet inde om af Esther. Buster er lidt blevet vores “maskot”, for børnene elsker ham. I kan købe godbidder i butikken.

Dario

Dario er et brunt æsel, og han er gammel. Han er sød og den mest rolige af vores æsler. Han er begyndt at tabe sig, men vores dyrlæge siger, at der ikke er noget galt med ham, han er bare gammel, og gamle dyr taber sig, selv om de spiser lige så meget, som de plejer. Husk Dario, når I har godbidder med!

Esther

Esther er et lille æsel. Men på trods af det, bestemmer hun mest. Det har været lidt svært for Buster og Dario at få et lille bestemmer æsel ind i flokken. Dario er ikke fan af Esther, og han bliver ofte sur, når hun maser sig foran, når der er godbider. Esther har det bedst med Rosa, men det går bedre og bedre med de andre to.

Rosa

Rosa kan med dem alle, hun er sød, stille og rolig. Hun er ikke vores æsel, men dem som står for æselridningen, det gør vi nemlig ikke selv. Rosa er lidt større end de andre æsler. Der er æselrindning hver weekend, på helligdage, i hele sommerferien, i uge 42 og til jul. Normalt er det fra kl. 12 til 15. 

Ronja, Lille og Trille

Ronja, Lille og Trille er kunekune grise. Det er en New Zealandsk svinerace. Kunekune betyder tyk og rund. De bliver lidt større end minigrise. Men i forhold til minigrise, er de tamme af natur, godmodige, glade og opsøgende. De er også meget tamme, når vi går ind til dem, og ikke har godbidder med, vil de nusses.

Jane

Jane, udtales på engelsk, er et dådyr. Jane er meget tam, og du kan håndfodre og klappe hende. Jane er også gammel, og vi ved ikke hvor mange år, vi har hende endnu. Hun har en fedtknude, som sidder i hendes hoved. Dyrlægen vil ikke fjerne den, da der er stor risiko for, at hun dør under narkosen, da hun er så gammel.

Dea, Mads/Mikkel

Dea er et gotlænder får. Hun flyttede ind på Birkegården i april 2021. Hun er mor til Kalle samt Mads og Mikkel. Dea er stille og rolig – kommer for det meste, når der deles godbidder ud, men er ikke anmassende. Mads og Mikkel er ikke så tamme endnu.

Kalle

Kalle blev født på Birkegården i foråret 2021. (Mor Dea). Kalle er også ægte gotlænder – og han er nusse tam. Men ikke så meget som fx Cameroun fåret Sofie.

Zina, Sofie og Willy

Zina og Willy er forældre til lille Sofie. De elsker godbidder. Af natur er Camerounfårene sky, den mindste bevægelse får en “flok” til at ændre retning, som en flok fugle på himlen. Camerounfårene stammer fra Afrika – racen skal ikke klippes, de fælder selv!

Musse

Musse er en blanding af gotlænder og cameroun. Musse er 1/4 gotlænder og 3/4 cameroun, og Villy er faderen. Da Musse er en blanding, skal han klippes, ellers kommer han til at se sjov ud som på billedet, som er taget i efteråret, inden han blev klippet.

Krista og William

Krista er en dværgged. Hun er født på Birkegården i 2016. I 2022 blev hun mor til William, og i 2023 fik hun Merle. Krista holder sig lidt i baggrunden, men hun holder skarpt øje, når der er godbidder i nærheden. William var en “udbryder”, da han var helt lille.

 

Merle

Krista er mor til Merle. Merle blev født i sommeren 2023. Hun er ikke så anmassende. Hun holder sig lidt i baggrunde, som sin mor. William er hende storebror. Han var som lille super tam, men der må være sket noget, for han er blevet mere sky. 

Zara og Matias

Zara er født på Birkegården i 2019, hun er mor til Matias. De er tæt knyttede. Matias er, som sin mor, Sofus og Emil, dem der er i front og skubber de andre væk, når der fodres eller deles godbidder ud. Geder kan ikke spise sammen (kun mor og børn), derfor står deres trug spredt. 

Dværgged

Emil

Emil havde en meget svær start på livet med mange besøg fra dyrlægen. Hans forben ville ikke fungere, men han har været stærk. Han elsker at blive nusset på sin tykke mave. Info: Geder spiser ikke foder/gulerødder, som ligger på jorden, de spiser ikke beskidt mad, de lader det ligge. 

Sofia, Luna og Lena

Mulle er også dværgged. Mulle er en “bestemmer-ged”. Hun er den der styrer flokken, men hun er også meget kælen, og elsker alt få kløet sin tykke mave. I 2019 fik hun hele tre kid; Thorbjørn, Amalie og Sara – de er alle tre meget tamme og nogle små labaner.

Sofus

Sofia er mor til Sofus. Han blev født i sommeren 2023, og han er en af de mest tamme geder, vi har. Han bruger mange kneb på at komme ud af folden, da græsset altid er grønnere på den anden side. I kan være helt sikre på, at han er forrest, hvis I har godbidder med ind. 

Kaninerne

I det store kaninbur bor der mini lop kaniner. De fleste er meget tamme og glade for at blive nusset, men ikke for at blive jagtet rundt i buret. Vi har næsten altid kaninunger til salg for 300 kr. for hunner og 200 kr. for hanner – vil du videre mere, kan du ringe til Finn på 20 98 90 33. 

Trylleduerne

Trylleduer er den slags duer, som tryllekunstnere bruger i deres show. De bor sammen med kaninerne i det store kaninbur. De er ikke særlig bange af natur, og hvis du er rolig og forsigtig, kan du være heldig og holde dem.

Tony, Rasmus og Rotta

Vores marsvin bor i et drivhus med et udeområde med græs. Rasmus er en kastreret han og Tony og Rotta er hans forældre. Marsvin er meget følsomme dyr, derfor kan I ikke kæle med dem, men de er hyggelige at se tøffe rundt.

Orpington

Orpington er en meget stor hønserace, de er heldigvis også meget godmodige og rolige – og går derfor frit rundt mellem vores små og store gæster.

Millefleur

Millefleur hønsene er sjove at se på med deres fjerbeklædte fødder. De bor sammen med orpington hønsene i hønsehuset på picnicområdet ved dyrene. De går frit rundt mellem jer, når I spiser jeres medbragte mad, det kunne jo være, at der faldt et stykke brød ned. Hønsene er ikke håndtamme, så vær sød at holde øje med, at børnene ikke jagter dem rundt!!

Dværg paduaner

Charlie er skøn, det er svært ikke at smile, når vi ser på ham. Han tror, at han er kongen på Birkegården, og hans fjerpragt på hovedet, kunne også minde om en krone. På grund af den store top, har de ikke et så godt udsyn og er derfor ikke flyvsk. Rugelysten er dårligt udviklet, og derfor er det sjældent at en paduaner høne ruger, og at det bliver til kyllinger.

Silkehøns

Silkehøns er nuttede, og ofte har de kyllinger, som ligner så vattotter, som render rundt. De kan desværre ikke nusses. Vores silkehøns bor i hønsehuset på Gårdlegepladsen. Silkehøns har et venligt og roligt temperament. Dens fjerdragt består af dunlignende fjer, og de har mørkeblåviolet hoved, næb og hud. De kan også være lysebrune.

Antwerpener skæghøns

Antwerpener skæghøns er en dværghønse­race. Det vides ikke hvor racen stammer fra, kun at den er europæisk og formentlig stammer fra Belgien. De lægger 60-90 æg om året, og racen er meget livlig.

Mæfik duer

Mæfik er en lille, elegant duerace med store øjne samt fjerkrave ved struben. Dens gode stedsans udnyttes i avl af brevduer.

Højstjerterne

Højstjerter, en smuk duerace med en flot vifteformet hale. Vi har flest helt hvide, men de findes også med sort/grå hale. Højstjerterne bor i dueslaget i Den dansk/engelske Have og i hønsehuset ved Gårdlegepladsen. 

Tyske nonne duer

Nymfeparakitter

Nymfeparakiten er en papegøjeart, den lever af frugt, nødder, korn og blomster. Arten er fra Australien, hvor de lever i flok – tæt ved vand, og de elsker at bade. De er ganske let at få tamme og træne, og kan nemt lære at fløjte melodier, men ikke så godt ord.

Undulaterne

Undulaterne bor sammen med vagtlerne i et bur på gårdspladsen ved stuehuset. Selvom undulaterne er vant til varme himmelstrøg, så har de vænnet sig til at være ude hele året. Om vinteren bliver der sat gennemsigtige plader og isolering på buret. Undulaten er en lille papegøje, der stammer fra Australien.

Engelske undulater

Den engelske undulat er anerkendt over hele verden. De er den typer, der oftest opdrættes til undulatudstillinger, derfor kaldes de også for Udstillings-undulater. De er større end almindelige undulater, og de har tykkere hovedfjer, som de nogle gange pustes så meget op, at de næsten fuldstændigt skjuler fuglens næb. 

Sumpskildpadder

I den store sø i Den dansk/engelske have – bor der 1-2 skildpadder. Nogle skildpadder vandrer – men en fast beboer er denne sumpskildpadde, som engang boede i et lille akvarium; nu har den en stor sø som sit hjem. De er kødædende – så pas på de små fingre!

Guldfisk og koi karper

Søen i Den engelske have bor der guldfisk, græskarper og store koi karper. De er vant til at blive fodret fra broen, så de opholder sig ofte i nærheden af den og smides der fiskefoder ud, kommer de i stort antal også karperne. Flere af karperne kan håndfodres! På de forskellige Børnedage er der fiskefodring kl. 11.50. Men I kan altid købe fiskefoder i butikken.